20 små tofupølsehorn

Næsten intet kan gøre lykke som nybagte, luftige pølsehorn. De er nemme at lave, elsket af både børn og voksne og altid et hit. Lav dem til skovturen, til børnefødselsdagen, til buffeten, til madpakken eller bare til ren weekendhygge.

Nogle varianter af tofupølser smager ikke af ret meget, men her kommer Lange Wiener fra Nagel til undsætning (på pakken står der også nogle gange Tofu Wiener, men det er de samme pølser). De har den helt rette konsistens, de har en skøn røget og salt smag, og de er i det hele taget bare ren guf! De kommer i pakker af fire lange pølser. Til 20 små pølsehorn skal du derfor købe tre pakker, og så har du to pølser tilovers til ren frås. Jeg har fundet dem både hos Ren Kost, Sundhedskost og Ganefryd, tre helsekostbutikker i Aarhus.

Til pølsehorn hører sig sennep og ketchup, og hvor det er relativt nemt at finde sennep uden sukker, kan det være anderledes bøvlet, når det kommer til ketchup. Supermarkedets udvalg indeholder som regel sukker, og så er der nogle få varianter, der er sødet med kunstige sødemidler. Men fortvivl ikke, jeg har fundet den mest fantastiske sukkerfri ketchup, nemlig Zwergenwiese Kinder Ketchup, som er sødet med æblesaft. Den smager præcis, som ketchup skal smage: sødt, salt, rundt og tomat-agtigt. Jeg har fundet den hos Ren Kost, men den kan sikkert også købes i andre helsekostbutikker eller på webshops.

Du skal bruge:

42 g gær
2,5 dl lunkent vand
100 g plantemargarine
1 tsk. groft salt
450-500 g sigtet speltmel
10 store eller 20 små tofupølser

Gæren røres ud i det lunkne vand.

Margarinen smeltes og afkøles lidt. Rør det afkølede margarine i gærblandingen, tilsæt salt og mel, og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hæve i 30 min.

Del dejen i 20 stykker (eller som ønsket). Det virker umiddelbart som en meget lille klat dej pr. horn, men dejen hæver meget i ovnen, og pølsehornene er jo mest interessante, når der ikke er for meget brød i forhold til fyldet. Desuden er dejen super-elastisk og nem at strække. Hvis du har købt lange pølser som fx Nagels, så halver dem, og pak pølserne ind i dejen. Læg dem på en bageplade med bagepapir med sammenføjningen nedad.

Lad dem hæve i 15 min. dækket af et rent viskestykke. Tænd ovnen på 200°, så den er klar, når pølsehornene har hævet. Bag dem i ca. 15 min. midt i ovnen, men hold gerne øje med dem undervejs.

Pølsehornene bliver ca. 10-12 cm lange.

Serveres let afkølede eller kolde med sennep og ketchup.

TIP! Pølsehornene kan også skæres op på langs og fyldes med rå løg, syltet agurk, ketchup, sennep etc., og så er der minihotdogs. Haps!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s